Før vaccinationen var Dagmar et helt almindeligt spædbarn. Efter vaccinationen var hun ked af det. I løbet af de næste dage blev hun mere og mere skravlet. Hun fik hoste og en kæmpe gang forkølelse. Jeg kunne mærke, at hun på en eller anden udefinerbar måde havde forandret sig.

Efter et par uger med gråd, sygelighed og mærkeligt udslæt udviklede hun en rød, væskefyldt blære på sin højre hånd. Chokeret tog jeg på to forskellige skadestuer, men ingen af stederne kunne man give mig en forklaring på fænomenet. Til sidst blev jeg enig med mig selv om, at hun nok bare trængte til noget frisk landluft. I al hast pakkede jeg nogle ting i barnevognen og rejste ned til et kollektiv på Lolland, som jeg kendte. Men det hjalp heller ikke. Dagmar blev mere og mere svag.

Pludselig en dag, mens jeg sad ude under et træ og ammede hende i den varme junisol, tømte hun både blære og tarm, så jeg var smurt ind. Og så gik hun i kramper. Vi ringede til lægen, der omgående indlagde hende på Nykøbing Falster sygehus. Her kunne man ikke finde årsagen til kramperne. Derfor blev vi kørt med fuld udrykning fra Lolland til Glostrup Amtssygehus.

På Glostrup fandt man ud af, at blærerne på hånden var en herpesvirus. Tilstedeværelsen af denne virus har været en stor forhindring for enhver diskussion af årsagen til min datters tilstand. Først blev jeg undersøgt mange mange gange, fordi lægerne var sikre på, at jeg havde smittet min datter. Men jeg har ikke herpes, og lægerne kunne da heller ikke finde nogen tegn. Senere har jeg via Vaccinationsforum og videnskabelige artikler udgivet på Internettet fundet ud af, at herpes ofte er en følgevirkning ved allergiske reaktioner på kighosteimmunisering.

Jeg begyndte at spørge lægerne, om der ikke kunne være en sammenhæng mellem vaccinationen og min datters tilstand. En læge, der var meget interesseret i immunforsvar gav mig ret i, at alle vira og bakterier findes på huden hele tiden, og at smitte er et spørgsmål om svækkelse af immunforsvar, og at en vaccine i visse yderst sjældne tilfælde måske kunne svække immunforsvaret. Andre læger blev direkte rasende på mig og angreb mig verbalt med intens vrede, så jeg holdt hurtigt op med at snakke om det. Jeg var alt for chokeret til at kunne hamle op med massiv, autoritær vrede. Senere har jeg diskuteret Dagmars hjerneskade med en neurolog, der uofficielt har indrømmet, at Dagmars hjerneskade er atypisk for hjerneskader opstået som følge af herpessmitte under fødslen.

Kramperne fortsatte dag og nat i tre - fire uger. Hun var nu bevidstløs, og flere af Dagmars funktioner blev overtaget af maskiner. Jeg tændte røgelse og levende lys og fyldte rummet med blomster.

På det tidspunkt havde jeg sendt bud efter noget tibetansk medicin mod dødelig forgiftning, som jeg hæmningsløst gav min datter gennem sonden i næsen. I løbet af få timer begyndte hun at trække vejret normalt. Efter en halv dag begyndte kramperne at aftage og efter et døgn var det klart, at hun ville overleve. Lægerne forsamledes i lokalet og én læge sagde: "Overlevede hun? Det var fandens ... åh moderen er til stede..." Han fik øje på mig.

Jeg husker ikke, at nogen tog sig tid til at tale med mig. Dog husker jeg tydeligt den læge, der fortalte mig, at de fire ugers lidelse ikke havde nogen forbindelse til vaccinationen,
men at det var bedst, at jeg aldrig mere lod Dagmar vaccinere. Jeg glemmer aldrig de ord - og jeg oplevede dem som en indirekte indrømmelse af, at vaccinationsskader findes.

I ugerne efter hjemkomsten var Dagmar totalt udmattet. Hun sov sytten timer i træk og var kun vågen en halv til en hel time ad gangen. Hun var blevet lam i munden og kunne næsten ikke sutte, så jeg måtte opgive at amme. Jeg malkede ud og gav hende i ni måneder så megen modermælk, som jeg kunne få i hende. Den højre arm var lam - og prognoserne på hende var meget meget dårlige. Dyb åndssvaghed og fare for, at højre side af kroppen var holdt op med at vokse.

Helt umulig af smerte og forvirring fik jeg ødelagt forholdet til Dagmars far. Mine forældre stod også af. Det skal være dem alle tilgivet. Jeg var ulidelig at være sammen med i de første mange år efter ulykken. Jeg tilgiver også mig selv min utrøstelige smerte.

Frennung Begyndelsen Sammenbrud Gennembrud Fremgang Afasi og Tegnsprog Hjælpehund 2001 Tak Links

Sådan kontakter du os
judith@frennung.dk

michael kors Ray ban nike huarache Adidas Scarpe Abbigliamento Asics nike flyknit scarpe converse Scarpe air jordan scarpe da calcio nike free nike cortez nike roshe air max