Alene. Uden familie. Uden fred i sjælen og derfor uden venner. Intet sted at bo. Ingen officielt anerkendt uddannelse og ingen penge. Dér sad jeg med mit ødelagte barn og så ud over ruinerne af mit liv. Selvfølgelig havde jeg ondt af mig selv. Selvfølgelig var jeg rædselsslagen. Selvfølgelig var ensomheden ved at drive mig til vanvid. Og selvfølgelig kæmpede mangeartede modstridende følelser omkring mit barn i mit hjerte. Jeg var især chokeret over at opdage, at jeg selv var lige så fuld af fordomme imod handicappede personer som alle andre mennesker.

Samtidig var Dagmar og jeg omgivet af eksperter og specialister, der alle vidste bedre end jeg. Som gerne ville hjælpe, men talte et sprog, jeg ikke forstod. Jeg var en ganske ung kvinde, der var kommet ind i et fremmed og ukendt univers. De handicappedes verden. En verden med rødder tilbage i en uhyggelig fortid, hvor fysiske og psykiske defekter medførte tab af basale menneskerettigheder. Og trods moderniseringer, så bar Dagmars og min nye verden tydeligt præg af sin ukærlige og barske fortid.

Min lille, ødelagte datter og jeg befandt os midt i en malstrøm af ulykkelige, uforståelige og skræmmende omstændigheder. Og da jeg er et menneske og en mor, gjorde jeg det, som millioner af andre mødre til alle tider har gjort. Jeg besluttede at kæmpe for mit barns værdighed. Jeg valgte at se ulykkerne som en form for åndelig vægtløftning og lovede mig selv at lære alt det, der skulle til for at vende hver en ulykke til styrke og velsignelse for min datter, mig selv og alt levende overalt.

Store dele af Dagmars hjerne var blevet annuleret. Krateret blev kortlagt og fik navne: CP - højresidig spastisk hemiplegi - epilepsi og sandsynligvis dysfasi. CP'en blev der gjort noget ved. Der blev sat lidt træning i værk. Ikke så meget, som jeg kunne have ønsket, men dog noget. Og epilepsien kunne man også gøre noget ved. Jeg deltog i festlighederne med holistisk medicin, eurytmi og andre krumspring. Der var sat en proces i gang, som førte til et eller andet mål. Noget i retning af udvikling af førlighed og selvhjulpenhed. Selvom eksperterne og jeg ofte var rygende uenige, så havde vi dog en eller anden form for samarbejde.

Men når det gjaldt den manglende sproglige udvikling, så skete der …. ingenting. Altså jo, Dagmar blev testet. Hun fik en diagnose som evnesvag. Og så skete der ikke mere. Når talecentret er røget, så virkede det dengang som om, det bare var ærgerligt.

Det kunne jeg ikke leve med. Jeg besluttede at tage ansvar for min datters udvikling.

Langsomt voksede min strategi frem. En strategi, jeg senere døbte Projekt handicappet med sjov, gl
æde og værdighed.

Strategien indebar, at Dagmar og jeg trænede hendes krop hver dag. Jeg lærte at massere hende. Jeg undersøgte principperne for holistisk medicin, og homøopati blev en del af vores lille families kultur. Jeg lærte at lave sund, tryg og giftfri kost af økologiske og biodynamiske råvarer. Vores hjem blev forvandlet til Dagmars træningsrum og min arbejdsplads.

Da Dagmar var to år gammel, tog jeg en uddannelse som Rudolf Steiner pædagog, fordi jeg syntes, at jeg var en dårlig mor og havde behov for at forstå min datters væsen bedre. Jeg læste bunker af bøger af Søren Kierkegaard, Goethe, Alice Miller, om handicappedes historie og sociale vilkår, medicinske værker om min datters handicap for blot at nævne nogle få af de bøger, jeg slugte.

Da Dagmar var tre år gammel opdagede jeg ved et tilfælde, at hun med lethed forstod døves tegnsprog. Jeg besluttede, at dansk tegnsprog i s
å fald måtte være hendes naturlige sprog.




Frennung Begyndelsen Sammenbrud Gennembrud Fremgang Afasi og Tegnsprog Hjælpehund 2001 Tak Links

Sådan kontakter du os
judith@frennung.dk

michael kors Ray ban nike huarache Adidas Scarpe Abbigliamento Asics nike flyknit scarpe converse Scarpe air jordan scarpe da calcio nike free nike cortez nike roshe air max