Tegnsproget ØkoLandsby

Se forslagene fra:
1997

2002

Dagmar fik for 20 år siden en bemærkning i sin journal, hvor der står dysfasi. Men efterhånden, som hun er vokset op, er diagnosen i praksis blevet ændret til afasi, fordi den simpelthen er mere anvendelig for alle os, der er omkring hende - venner, pædagoger og hjælpere. Ekspressivt har hun nogle få lyde. Og i takt med, at Dagmar på tegnsprog kan fortælle stadigt mere om sig selv, så er vi blevet klar over, at hendes forståelse af dansk talt sprog er svært begrænset. Dagmars afasi er yderst massiv.

Min viden om afasi stammer fra bøger, mange samtaler med mennesker, der selv ved hjerneblødninger har mistet noget af sproget, samtaler med pårørende til afasiramte og så fra mit liv med Dagmar. Når jeg sammenligner de voksne afatikeres livsberetninger med Dagmars personlighed, så er der mange lighedspunkter. Vreden, humørsvingningerne og gråden er den samme. Tendensen til at glemme, hvad man vil sige, bytte rundt på ordene, sige dem baglæns, sige det modsatte af, hvad man tror, man siger, er den samme. Og skrive ord og tal baglæns, spejlvendt og på hovedet er den samme. Ordblindheden og talblindheden deler hun også med nogle af sine voksne afasi-kolleger. Den desperate angst over, at omgivelserne tilsyneladende nægter at forstå, hvad man siger, er den samme hos Dagmar som hos mange af de voksne, jeg har talt med på min vej gennem sundhedssektoren.

Forskellen mellem de voksne afatikere og det spæde barn, der har haft en hjerneblødning, er, at de voksne kan genoptræne sproget ved hjælp af erindringen. Barnet har intet at erindre.

Dagmar kan ikke udtrykke mundsprog, fordi talecentret er skadet og fordi hun har mistet førlighed i mundens muskulatur. Men hun har ikke mistet det menneskelige behov og evne for dialog. Da Dagmar fik sprog nok til at kunne gå til psykolog, stod det klart, at hun er rasende på mig over, at jeg - hendes egen mor - nægter at forstå hende. Sådan har hun oplevet mig gennem sin opvækst. Ikke at blive forstået af sine omgivelser er rædselsvækkende. Ikke at blive forstået af sin egen mor er et ufatteligt svigt, der avler en næsten uforsonlig bitterhed.

Det var en fantastisk befrielse, da jeg i 1985 opdagede, at Dagmars indre sprogvæsen uden problemer kunne benytte tegnsprog. Og det var et ikke mindre fantastisk chok at blive konfronteret med de enorme barrierer, jeg skulle overvinde for at skaffe hende adgang til et visuelt, gesturalt sprog.

At tale med hænderne er et kontroversielt emne, der har sat sindene i kog hos generationer af højttalende mennesker over hele verden. Det indtryk får man, når man læser tilbage i døves historie og får døve til at fortælle om deres barndom. Tegnsproget har i lange perioder været et voldsomt undertrykt minoritetssprog.

I dag er foragten blandt mange danskere afløst af interesse. Og ikke sjældent møder jeg ægte fascination og respekt hos almindelige mennesker. Men følger man med i dagens debat i døvebladet omkring adgang til tolke og medier, hører indvandreres beretninger om forholdene i deres hjemlande, snuser til medicinske artikler om CI (et nyt, computerstyret høreapparat, der delvist bliver opereret ind i barnets øre), diskuterer med talepædagoger eller læser om EU's afslag på, at anerkende tegnsproget som et minoritetssprog (fordi det i EU bliver set som et hjælpemiddel), så må man konkludere, at det sprog, der udtrykkes ved hjælp af hænder, krop og ansigt stadig ikke bliver accepteret som et ægte menneskeligt sprog i det offentlige rum.

Vi lever i en informationstidsalder. Vi har i vores egn af verden længe haft ytringsfrihed. Danmark har nikket ja til at etablere sædvaneret omkring FN's standardregler for ligebehandling af handicappede. Og alligevel har mennesker, der taler med hænderne ikke samme juridiske ret til deres sprog, som mennesker, der taler med munden. Kun i en enkelt afrikansk stat er døves tegnsprog nævnt i grundloven.

Det vidste jeg intet om, da jeg en dag med min 3-årige datter på armen iagttog en far have en samtale med sin døve søn. Jeg kunne se på deres ansigter og læse i deres kroppe, at de var i kontakt med hinanden. Og da det var lige præcis den kontakt, jeg hungrede efter at have med mit barn, så gik jeg i gang med at skaffe den. Gudskelov for det. I årenes løb har jeg lært at se tegnsproget som et smukt, levende og rigt nuanceret menneskeligt sprog.

For Dagmar er det hendes adgang til en tilværelse med sjov, glæde og værdighed.

Her kan du læse et  Projektforslag til en tegnsproget økolandsby
Forslaget blev lavet i 1997 og blev tildelt en 3. Pris i en konkurrence om det 21. Århundredes bæredygtige bosætning udskrevet af LØS - Landsforeningen for ØkoSamfund, Miljø- og Energiministeriet, Boliministeriet og Socialministeriet. Det var et stort øjeblik, da vi den 12. december 1997 i Miljøministeriet fik overrakt en check på 50.000,-. Den 7. juni 1998 stiftede vi en støtteforening, men den blev nedlagt efter få år. Drømmen lever dog stadig og venter på, at vi sammen realiserer drømmen.
Læs forslag fra 1997       Læs beskrivelse fra 2002

Frennung Begyndelsen Sammenbrud Gennembrud Fremgang Afasi og Tegnsprog Hjælpehund 2001 Tak Links

Sådan kontakter du os
judith@frennung.dk

michael kors Ray ban nike huarache Adidas Scarpe Abbigliamento Asics nike flyknit scarpe converse Scarpe air jordan scarpe da calcio nike free nike cortez nike roshe air max