Det var uendelig svært for mig som ung kvinde at lære at resignere og acceptere det faktum, at ingen mand ville slutte sig til os. For at være mand og far i vores liv, måtte vedkommende lære tegnsprog og vinde indsigt i vores Projekt handicappet med sjov, glæde og værdighed. Det lykkedes mig aldrig at finde et menneske, der turde binde an med så voldsom en livsopgave. Og det skal være ham tilgivet.

Prisen for mit arbejde med Dagmar har været muligheden for at skabe mig en familie. Et rigtigt hjem. Ofte stod jeg over for dette dilemma: skal jeg vælge Dagmar fra, så jeg kan få en mand og nogle flere børn? Og hver gang valgte jeg min datter.

Prisen for mit arbejde har også været karriereudvikling, økonomisk fremgang og mit helbred. Det lyder hårdt. Og jeg er heller ikke tryg ved at indrømme det, for jeg er bange for at jeg med min ærlighed omkring min træthed bærer ved til det bål, der kaldes fosterdiagnostik, som skal hjælpe med til at udrydde handicappede. Jeg synes helt naivt, mennesker med handicap er mennesker. Og et handicap bør ikke berøve et væsen dets menneskerettigheder.

Måske var Dagmar ikke et ønskebarn fra begyndelsen. Til gengæld blev hun mere og mere ønsket af mig som årene gik. Ved at holde hendes liv i mine hænder, har jeg modtaget så megen undervisning om livets mening. Undervisning, jeg aldrig kunne have lært andre steder. Jeg har lært at forstå betydningen af kærlighed, etik, moral, flid, hjælpsomhed, gavmildhed, tålmodighed, trofasthed, skelneevne og indsigt. Jeg har ikke opdraget min datter. Det er min datter, der har opdraget mig. Hun er i høj grad ønsket og elsket.

Jeg har fået indsigt i det funktionshæmmede menneskes livsvilkår. Jeg er blevet tosproget og føler mig som en del af døvekulturen. Og når jeg ser unge, spastiske kvinder på gaden, så genkender jeg deres bevægelser og deres ansigtsudtryk i mit hjerte. De er på en måde mine døtre.

I følge WHO er mellem 15 og 20 % af verdens befolkning handicappede. Der er ca. 6 mio. døve på planeten. Og omkring 15 mio. er spastikere eller på anden måde hjerneskadede. I stedet for at få mine egne børn, så kan jeg opleve, at alle disse børn, unge og voksne på en måde er blevet mine børn. Håb om deres fremgang og værdighed fylder mit hjerte. Og jeg ønsker af al min kraft, at glæden og tilfredsheden i min datters trygge liv må strømme ud fra hende og bidrage med mod, mening og velsignelse til hvert eneste menneske med funktionsnedsættelse og deres familier.

Selvom jeg i dag er leder af en vuggestue for almindeligt fungerende børn, så har jeg dog i mange år haft en drøm om at lave en økologisk leve- og produktionssted for voksne, flerhandicappede døve / tegnsprogede mennesker. Jeg er inspireret af Camphill rundt om i verden, Marjatta ved Præstø og Købmandsgården i Nordjylland. Se i øvrigt LevGodt

Stedet skal understøtte de unges / voksnes arbejdsfunktion på en sådan måde, at de i stedet for at blive til overs i et samfund, der ikke har brug for dem, kommer til at fremstå som vigtige ressourcer for det lokalsamfund, der danner rammen om projektet.

Stedet skal ligge i Nordjylland. Det skal have gartneri, skovdrift, værksteder, træningsrum for tegnsprogede hjælpehunde til handicappede, gårdbutik, massage, adgang til holistisk medicin, sprogværksteder og meget mere. Hovedsproget i projektet er tegnsprog, men dansk vil ikke blive undertrykt.

Da jeg plejer at få det, som jeg vil have det, så kommer jeg såmænd nok til at få banket sådan et sted sammen til glæde for brugerne, personalet, forældrene, lokalsamfundet, forvaltningen, andre samarbejdspartnere og ikke mindst mig selv.

Tak, fordi jeg måtte fortælle dig vores historie.

Må forståelsen for, at ethvert menneske er en ressource - uanset måden, det er skruet sammen på - blive almindelig på jorden.

Frennung Begyndelsen Sammenbrud Gennembrud Fremgang Afasi og Tegnsprog Hjælpehund 2001 Tak Links

Sådan kontakter du os
judith@frennung.dk

michael kors Ray ban nike huarache Adidas Scarpe Abbigliamento Asics nike flyknit scarpe converse Scarpe air jordan scarpe da calcio nike free nike cortez nike roshe air max